Jeg ved ikke. Øh, jeg er ikke helt sikker.
Men indtil videre skriver jeg kun ovre på mit første sted i Blogland. Indtil jeg bliver afklaret over, hvad jeg gør. Eller ikke gør. Så for at få prøvet af at få samlet mig selv, min færden og det, jeg roder og bastler med, poster jeg indlæg lige herovre. Klikkeliklik….
I “gamle” dage ville nogen sikkert mene, at jeg burde stemme Radikalt med den vaklen og roteren mellem to synspunkter….
Jeg er stolt. Jeg har broderet helt frit på en cardigan, som jeg skrev om her, og jeg er tilfreds. Jeg har været behersket og ikke lavet voldsomt meget. Den har været færdig i et stykke tid, jeg har fået ros, og den er blevet beundret. Så jeg er stolt.
På den næste skal der ske lidt mere….
I et stykke tid har jeg overvejet det. Jeg har tænkt, afvist det i tankerne og droppet det. Men tanken er vendt tilbage til mig. Oftere i den senere tid. Hvorfra skal afklaringen og afgørelsen komme fra, når jeg så tydeligt viger tilbage fra den udfordring og beslutning?
Nu lyder det jo som noget alvorligt. Virkelig alvorligt. Som i et arbejdsrelateret emne eller noget helt eksistentielt, sådan livskrise-agtigt. Det er faktisk ret småt. At få fusioneret mine to skrive-steder; Bekendelser… og Bastelnland. Fordi Jeg vil egentlig bare gerne have samlet det. Så jeg bare skriver ét sted, uanset emnet. Iøvrigt er det ikke så meget at skrive hjem om løb pt. Det er for småtteri-agtigt til at fænge mig. Så skulle jeg bare ikke fusionere?
Så skal jeg også til at finde på et nyt navn til bloggen. For jeg bliver på Bekendelser…. Hvad synes du? Fusionering? Navn?
Først var der Julie & Julia; hvor Julie Powell besluttede sig at lave al maden i Julia Childs kogebog “Mastering the Art of French Cooking. ” Julie Powell satte sig et mål tilbage i 2002 og bloggede undervejs om strabadserne og den mentale udfordring ved sit projekt. Et år gav hun sig selv til at koge, brase og bage sig igennem kogebogen, som var og er biblen for fransk mad for amerikanske husmødre. Hvis du ikke har set filmen, så er det bare klikklik og få den hjem.
Så faldt jeg over en anden kvinde, som på lignende måde ønskede at sætte sig selv et mål: Gertie (Gretchen Hirsch) ville sy sig igennem mønstrene fra denne bog:
Det gjorde hun så. Nu har hun udgivet en sybog med alle sine erfaringer på vej igennem vintagebogen fra Vogue. Samt fra en masse andre vintagemønstre. Hun er fantastisk i sin stilsikkerhed. Og så synes jeg bare, at det er herligt, når folk går ind i deres passion og går det all-in. Kig forbi hende, hvis du er til passion, all-in’s og 50’er stil.
Jeg bryder mig ikke om at have så travlt på arbejdet, at det strækker sig ud i aftenerne. Eller at være så optaget af arbejdet, at tankerne ikke lader sig aflede, og jeg glemmer mit overmodige projekt. Sådan er det lige i øjeblikket. Lige i går var det så, at jeg besluttede, at det var nemmere selv at bage brødet til aftenens suppe i stedet for at købe det. Logik for burhøns.
Der er vel ingen grund til at sige, at det ikke blev langtidshævet brød. Det kan ikke nås, når man kommer hjem ved 16-tiden, og familien helst skal spise, inden jeg falder i søvn. Men så kunne jeg jo lige så godt bage lidt kage, mens brøddejen hævede. Og så gik det mere galt, da den første kage var i ovnen (kokos-hindbærkage fra Ninas Naturcafé), for så måtte jeg da også lige prøve chokoladekagen fra samme opskriftshæfte. Det hele kørte bare i takt til røremaskinens (ret høje) brummen, mens hokkaidoen og alle grøntsagerne blev snittet og smidt i gryden.
Fik jeg hæklet bare en smule om aftenen? Naaaa, der var lige lidt arbejde, som skulle klares. Men der er også en aften i morgen….
Jeg deltager sjældent i Give Aways rundt omkring i Blogland. Og alligevel. Nogen gange gør jeg så alligevel. Jeg har et par gange været med hos Stine Hoelgaard. Denne gang vandt jeg en af de nye strikkebøger, som hun er opskriftsyder til. Lucky me. 
Så i går ankom en pakke til mig. Som Yngstepigen ikke fik lov til at åbne. For den var til mig. M.I.G. Den fineste indpakning og personlig hilsen i bogen. Det gjorde mig glad. Lige sådan på en sen torsdag eftermiddag going-on-aften.
Det er en herlig bog. Der er bare for mange af opskrifterne, som jeg bare bliver nødt til at strikke og hækle. Tid, tid, tid….er det ikke det?
Et smut forbi Karen Maries kom jeg i tanker om noget, som jeg ikke havde gjort færdig efter en broderiworkshop hos hende. I april! Mig i en nøddeskal. Jeg begejstes, men glemmer efterfølgende at holde ved. Jeg fandt dog lidt rytme og tråd lidt efter lidt, men jeg savnede inspirationen, som blegner med tiden. Til gengæld fik jeg selskab af Yngstepigen, som krævede nye udfordringer. Hun fik et stykke hør at brodere på. Og så blev der broderet. For Annas vedkommende flere gange i løbet af eftermiddagen og aftenen.
Jeg er overrasket over, hvor godt Anna egentlig mestrer at følge prikkerne, ikke tabe tråden hele tiden og huske, hvilken side der skal stikkes fra. Hun synes, at hendes stjerne skal sættes på en trøje eller noget.
Når man nu tilbringer det meste af dagen på sofaen med tæppe, te og en boks lommetørklæder, kan tiden trods alt bruges. Og når den unge dame herhjemme havde bestilt et cover til sin iPhone, måtte mit overmodige projekt lige hvile godt 1½ time, mens jeg fik hæklet det her.
Tak til Jeannette endnu en gang for at dele opskrift. Selvom jeg har lavet lidt om på den. Jeg hækler vist ikke lige så stramt. Jeg har 18 m til at starte med, tæller ikke rækker, men måler efterhånden med iPhonen og har svært ved at samle masker op på den “forkerte” side af tredie række, når man skal til at hækle rundt. Men så hækler jeg lige to masker i en, så det ser lige ud. Og 1-2-3 bom bom… et stk. lyserødt cover.
Der er mange ting, som er ret besværlige at lave, når man er forkølet og i midlertidig udu. Næsen skal pudses uafbrudt, og man er ikke værd at vise frem. Men hækle kan man. Det er meget lidt pladskrævende, og der er ikke meget at flytte, når man skal have mere te i koppen eller en ny pudsenæseklud.
Så selvom jeg er i gang det overmodige projekt, som Den unge dame på matriklen ikke undgik at gøre mig opmærksom på, fandt jeg en lille ting, som jeg måtte afprøve. Et iPhone cover, som jeg så her hos Lutter Idyl. For min elskede iPhone ligger jo normalt og roder rundt i min organizer mellem usb-nøgle, håndcreme, lommespejl, hårnåle, müslibar, læbepomade, earphones, læsebriller og et par penne. Så mon ikke den trængte til lidt beskyttelse. Det var hurtigt hæklet, og nu har den selvsamme unge dame bestilt et til sig selv i en selvvalgt farve.
Og mig? Ja, udover det til den unge dame skal jeg da lige forsøge at hækle et til i dobbelt garn. Den opskrift finder du også ovre hos Jeannette. Og så må jeg vist se at komme videre med sengetæppet.
Min kusine (en af dem) udgiver for egen pengepung dette smukke magasin. Hvis du ikke har kigget i det, kan du få et sneakview online… Og ellers sælges det lidt rundt omkring i hippe butikker. I Kbh. selbstverständlich.
Basteln-land 