Dagens vinder – igen

Mon det betyder nye tider for mig? Først vandt jeg et startnummer til Friløbet gennem Løbeklubben på Facebook. Og nu har jeg sørme vundet en give away hos Stine Hoelgaard.

Ihhhh hvor bliver jeg bare glad. Og overrasket. Og glæder mig til at komme til en hækle-workshop. Jeg har egentlig lidt styr på bedstemorfirkanter, men kun de helt traditionelle, så lidt teknisk indspark på de mere avancerede glæder jeg mig til.

Så lige så snart jeg har modtaget mit gavekort fra Stine, er jeg så meget tilmeldt. Og så skal der hækles.

Også selvom Manden på matriklen mener, at vi ikke har brug for et tæppe af bedstemorfirkanter. Han bli’r klogere gør han. For man kan lave SÅ meget andet af firkanterne end tæpper. Det er jo kun til at starte med….

Erindringens landskab

For lige godt et år siden, næsten på dagen, var det, at telefonen ringede sent en søndag aften. Jeg kan huske hvert sekund. Næsten. Det var de efterfølgende dage, hvor jeg pludselig ikke var mor for børnene, jeg var ikke kæreste for min mand, jeg var ikke kollega for kolleger og ikke lærer for mine elever. Jeg forsvandt ind i mig selv, i et chok over, hvordan ens verden med knips forandres og ikke er til at kende. Fordi man bevæger sig ind, hvor man ikke har opholdt sig før. Og der følger ikke en manual med.

Det er snart et år siden, at min far døde. Jeg har det egentlig ret ok med det nu. Jeg troede ikke, at årsdagen ville bide i mig. Men det gør den. Mere end jeg havde regnet med. Dét stod sgu heller ikke i den manual, som ikke fulgte med.

Kært barn har mange navne?

Makeuppung? Kosmetiktaske? Organizer? Lille lynlås-ting?

Ja, hvad kalder man dem? Efter formål og indhold eller sit eget navn? Jeg ved det ikke. Og er lettere forvirret. Men “den” jeg har i min taske indeholder alle mulige små “ting”, som jeg har brug for i løbet af ugen. Nok. Og som ellers ville ligge hulter til bulter og ikke til at finde og holde rede på. I bunden af min overfyldte taske. Så jeg hælder måske mest til organizer. Men en god betegnelse på det hjemlige sprog ville være fint…

Anyways… Smiley, der blinker fik jeg lige syet et par til søndag. De blev færdige, fordi der var en kær, kær veninde, som havde haft fødselsdag, og som havde bagt søde sager og ville kræse for en mindre kreds. Bla. os. I går. Og det med gaver er jo nogen gange en svær ting. For man vil jo gerne give noget opfindsomt og med tanke på modtageren. Ikke altid der er tid til det. Men sådan en organizer kunne hun nok finde brug af. Især pga. farverne. Lime er lige hende.

DSC03416-1

Så den kære veninde fik den limefarvede med den hæklede pink blomst. Med lidt i. Sådan noget Essie neglelak i efterårsfarver. Og neglebåndspleje.

DSC03418-1

Så kom Storepigen og nappede hørmoddellen med den lilla blomst. Den lille røde røg i min taske med armbånd, broche og øreringe. Den stod nemlig på morgenløb med årgangen i morges, og så kommer accesories’ne først på efter løb og omklædning. Så alle blev afsat. Og Lillepigen erklærede, at hun også vil have en i fødselsdagsgave. Super. Det er i november. Så har jeg lidt tid.

DSC03421-1

PS. Jeg har bestilt nye mærkebånd. Det blev lidt glimmerguld. Bling bling. Smiley, der blinker

Inspiration

I går var jeg på nederdelekursus hos hende her. Og jeg havde glædet mig til det. Lige siden jeg besluttede mig for, at jeg trængte til lidt krea-indsprøjtning og “because I’m worth it”. Jeg blev ikke skuffet.

Karen Marie er en veloplagt, frisk og energisk lærer, som er klar. Klar med det hele; kursusrum, friskbagte boller, the og kaffe, plastchartek med kopier af det teori på mønsterændring, som hun gennemgår, inden vi selv skal i gang, senere frokost. Og klar med sig selv. Til at skabe en afslappet, hyggelig og alligevel arbejdsom atmosfære, hvor en mindre flok kvinder skulle konstruere, kreere, klippe, udtænke, sy og bastle, så der næsten ikke var tid til kaffe og kage (tak til Jane for at have bagt hindbærsnitter til os alle). For vi havde meget forskellig baggrund. Både i livet, men især på sy-erfaringen. Men det til trods var der masser af tid til at tage sig af os alle sammen, når det var lidt guidance, som vi trængte til.

Det er ikke sidste gang, jeg er på kursus hos Karen Marie. Og hun laver måske en ny form workshops, sådan lidt sen eftermiddag til aften-agtigt. Det var rigtig hyggeligt, jeg fik en hel del teknik med hjem, især på mønsterændringsfronten,  Noget, som jeg ellers aldrig kaster mig ud i. Næ, køber mig hellere fattig i mønstre. Men det er slut nu, du! Smiley, der blinker Men hvad jeg også fik med mig hjem efter lørdagen, var noget med en mindre justering af indstillingen til min produktion. For man bliver nødt til at prøve en hel del af. Og måske fungerer det så ikke. Altså nederdelen, bukserne eller kjolen. Så må man justere og prøve på ny. Og ikke regne med, at det altid lykkes i første hug. Når man arbejder på denne måde. Og jeg skal til at dvæle lidt mere ved detaljerne. Det der med de små kreative detaljer. For det er i virkeligheden dét, som er sjovt. Men også rigtig tidskrævende.

Jeg blev færdig med min nederdel. Af noget andet stof end planlagt. I et andet snit end planlagt. Med en ikke planlagt detalje. Som fungerer. Og ih hvor lærte jeg en del undervejs. Og fik lige klippet den næste. Nu sidder jeg og tilføjer den sidste lille detalje:

DSC03402-1

Gensynsglæde

Jeg har i dag haft et par veninder fra min fortid i det sydtyske til frokost. Mon ikke det var glædeligt og hyggeligt? Når man både får talt bagud og fremad og lige nu og her. Og ikke synes, at det har været 13 år siden sidst. Men næsten lige den anden dag. Og VI ligner jo også os selv. Smiley, der blinker

Efter mange års fravær håber jeg, at de er kommet igen for at blive. I min sfære.

Desværre nåede jeg ikke at bage småkagerne til deres kaffe. Det nåede jeg så efterfølgende. Så det må de to kære have til gode.

DSC03377

DSC03378

DSC03376

Ting jeg ser frem til

er et nederdelekursus hos Karen Marie. Lige om lidt i slutningen af august. Det er meget lang tid siden, at jeg har været på noget sykursus-noget. Faktisk ikke siden jeg købte min overlocker. Og DET er mange år siden efterhånden.

Karen Marie har sendt en materialeliste med, i god tid, så man kan nå at få samlet alle materialer. Uhhh skal finde noget egnet stof. For tænk hvis det lige bliver den nederdel, som bliver gået til døde. For så skal det også være i noget fedt stof. Så jeg må vist hellere forbi den lokale stofpusher en af dagene…

Og ihhhhh hvor jeg glæder mig…….Smiley

Efterskole-organizer-makeup-pung

Hvad kalder man den ellers? Beat’s me…

Midt i al pakkeriet nåede jeg at få en sådan du-ved-nok-hvad færdig til Storepigen inden afgang til hendes efterskole. Den røg lige ned til alt det andet. I fem (!!!) Ikea tasker.

Manner – drenge pakker lettere.

SONY DSC

SONY DSC

SONY DSC

Jeg kan ikke lade være med at sy guldbåndet på med en “usynlig” nylontråd. Så er der ikke en skæmmende farve tråd, som ikke lige spiller med bling-bling-glimmer-båndet. Smiley, der blinker

Store zappe-dag

Allerede nu tidligt på formiddagen zapper jeg. Big time.

For Storepigen drager af sted i dag til den efterskole, som hun har valgt, skal være hendes base det næste lille års tid. Så de sidste skal pakkes. (af hende). Det sidste skal vaskes og hænges op (mig). Der skal lige laves en kande frisk te (mig). Der skal hygges med Lillepigen (hende). Der skal lige sys et par punge/taske/organizers (mig). Der skal lige smækkes lidt udvidet morgenmad på bordet til de forsovne teenagere (mig). Der er lige en kjole, som skal sys færdig (mig til hende).

Så jeg render lidt frem og tilbage. Sådan i hele huset. Når jeg kommer i tanker om noget, som også står på At medbringe-listen. Som lappegrej til cykel. Yeah right. Sovepose. Hvor f.. er den? Cykellygter… For bare at finde ud af, at tøsen sørme har styr på det hele. Lige fra lageret af vatrondeller, linsevæske, ekstra tandbørster, tekrus, sygesikringsbevis til skridsikre sko. Uden min hjælp.

p 059

Det er en hård dag. En svær dag. Og en glædelig dag, men fårk hvor er det svært at sende dem af sted i længere tid. Det giver lidt tryk på hjertet.

Afskedsgave

Min niece rejser lige om lidt til Texas, hvor hun skal være udvekslingsstudent i 10 måneder. Og når man skal pakke til et anderledes klima i en ukendt egn, skal der meget med.

Så afskedsgaven skulle være noget, som indeholdt opmærksomhed, omsorg, lidt af os og som ikke fyldte noget særligt.

Jeg fik syet en lille organizer-makeup-holden-styr-på-småting-pung, og i den fyldte vi lidt af hvert og lidt fra os alle.

DSC03043

DSC03047