Erindringens landskab

For lige godt et år siden, næsten på dagen, var det, at telefonen ringede sent en søndag aften. Jeg kan huske hvert sekund. Næsten. Det var de efterfølgende dage, hvor jeg pludselig ikke var mor for børnene, jeg var ikke kæreste for min mand, jeg var ikke kollega for kolleger og ikke lærer for mine elever. Jeg forsvandt ind i mig selv, i et chok over, hvordan ens verden med knips forandres og ikke er til at kende. Fordi man bevæger sig ind, hvor man ikke har opholdt sig før. Og der følger ikke en manual med.

Det er snart et år siden, at min far døde. Jeg har det egentlig ret ok med det nu. Jeg troede ikke, at årsdagen ville bide i mig. Men det gør den. Mere end jeg havde regnet med. Dét stod sgu heller ikke i den manual, som ikke fulgte med.