Ventetid er god tid

I dag havde jeg en aftale på Idrætsklinikken på Gentofte sygehus. Grunden og resultatet kan du læse lidt mere om herovre. Men den aftale bød på noget, som jeg holder af. Eller har lært at holde af.

Ventetid. Dét er jeg blevet god til. Jeg har lært at vente. Hvis jeg vel at mærke har noget at beskæftige mig med. Så siger du sikkert, at det ikke er rigtig ventetid, når man laver noget. Men jeg elsker at skulle vente.

Der er ingen forpligtelser, som trænger sig på. Dem har jeg lært at undvige. Jeg ringer ikke til banken for lige at bestille lidt valuta til Den unge dames tur til Sverige. Der er ikke lige en vaskemaskine, som bipper, at den er færdig. Jeg tager ikke mit arbejde frem.

Jeg har nemlig planlagt, hvad jeg gerne vil bruge min ventetid til. Jeg vil allerhelst sidde stille og roligt. Med en podcast fra P1 i ørerne, strikke- eller hækletøjet fremme og muligvis et spil Wordfeud eller to. Det bliver på den måde ren afslapningstid for mig. Den ventetid. Derfor sætter jeg stor pris på den. Mit lille stillestående ånde- og afslapningshul udenfor matriklen.

Så fanden tage hospitalernes effektivitet. Man når jo slet ikke at sidde at vente. Jeg nåede kun to pinde på blusen i vendestrik…

IMG_1421