Det lugter lidt af overmod…

I kølvandet på at ordne Yngstepigens værelse syntes jeg, at hun skulle have et nyt sengetæppe. Det sengetæppe, som pt. ligger på hendes seng madras, er et, som jeg lavede til hendes storebror for lang tid siden. Med stof fra Laura Ashley-butikken i München. Det er vel ca. 15 år siden nu. Så det kunne vel blive udskiftet. Og hun kunne få sit eget.

Så jeg er sprunget ud i et sengetæppe-projekt af dimensioner. For jeg vil hækle det efter opskrift fra Yarnfreak, som er en lidt anderledes hæklet firkant. Jeg hækler det i bomuld (og har allerede nu indset, at uld åbenbart rækker længere end bomuld, for jeg får ikke i nærheden af 20 firkanter ud af et nøgle), og jeg skal hækle i nærheden af 140 firkanter. Sådan ca. uden at have regnet grundigt på det. Visse vasse, det tager jeg på vejen. Den bliver lang nok….

IMG_4280

IMG_4284

Reklamer

Nye udfordringer

I dag stod eftermiddagen i mønsterkonstruktionens tegn. Jeg har nemlig på syskole. Ikke hos FOF eller lign., men på mit arbejde. Der har en dygtig, energisk og flittig kollega indvilliget i at indvie dem, som er villige og interesserede i at bikse deres eget personlige mønster sammen. En bluse, en jakke, en nederdel eller en kjole. Lige hvad man ønsker sig. Med helt personlige mål.

IMG_1832

Jeg kom til at sige, at jeg gerne ville lave en jakke. Sådan en tjekket og chik udgave af blazerjakken, som er kommet frem igen. Det var den også i min ungdom (der havde jeg også en), men visse vasse dengang havde jeg også flettet hår og smag for neonfarver. Visse ting gentager sig. Og visse ting hopper jeg på igen. Nå men en jakke it is. Men andre på holdet er mere beskedne og laver mønstre til bluser og andre lækkerting. Og vi hygger og lærer og måler og tegner streger.

IMG_1836

Det skrider fremad, mens vores helt egen tilskærerlærerinde, som har en engels tålmodighed og en stor glæde ved at lære teknikkerne fra sig, bevarer det store overblik. Over hvem, som skal have hjælp. Jeg er nået til at skulle sy en prøve op i stout. Det er hjemmearbejde til næste gang om 14 dage.

IMG_1843

De små tre timer, hvor der bliver arbejdet, snakket og beregnet, flyver af sted. Jeg glæder mig allerede til næste gang.

Strikke-hækle-klub

I aftes fik jeg kamp til stregen. Ikke af de andre fremmødte damer til tirsdagens strikke-hækle-klub, som trods vinterferie und alles, havde lyst til at nørkle og pludre lidt om stort og småt. Men min kamp kom af mit valg af nørkleri. Jeg havde ladet mit vendestrik ligge for en stund og ville prøve lidt 3-D hækling. En hue.

IMG_1513

Jeg havde det anbefalede garn med – Nepal – og min 5.0 Clover. Hækleprøve? Naahhh, det er ikke noget, jeg rigtigt bruger tid på. Jeg kastede mig ud i det. Manner det gik ikke lige, som jeg havde forestillet mig det eller som det så ud på billedet i opskriftsbogen, som er skrevet og udgivet af Sidsel Sangild. Inde på Sidsels blog er der endda fotos fra en anden blogger, Gitte, som har hæklet både hue og halsedisser i bedste stil OG ligesom i bogen. Slet ikke nedbrydende for min selvtillid. Mønsteret kom bare ikke rigtigt frem i mine efterhånden svedige bestræbelser.

IMG_1514

Kort sagt pillede jeg arbejdet op fire gange, skiftede hæklepind en gang og nåede på 3 timer, hvad I kan se på billedet ovenfor. Nicht sehr viel… I skrivende stund har jeg to muligheder; enten at ditche projektet helt eller tage det som en udfordring af dimensioner. Pt. kan jeg ikke finde ud af, om mine problemer skyldes, at jeg hækler stramt i forhold til opskrift (jajaja hækleprøven…), at garnet er mørkt eller noget helt femte. En helt tredje mulighed er selvfølgelig også at hente hjælp i Blogland. Får se…Pyh ha…What a night.