Broderi-workshop

Som tidligere nævnt var jeg lørdag til broderi-workshop hos Karen Marie. Jeg havde i lang tid skævet lidt til hendes broderier og reklame for workshoppen. Se, sådan noget fint Stickerei ville jeg da gerne kunne mestre.

Nu var det bare lige sådan, at mine forudsætninger for broderi ligger langt tilbage. Mange år tilbage. Som i 4. klasse-langt tilbage. Hvor vi broderede korssting til jul, som efterfølgende blev limet på en lille tændstikæske, som blev givet som julegave. Til ens mormor eller oldemor. Men manner, hvor var det tilnærmelsesvist traumatiserende. Dengang. Jeg svedte i hænderne, det lille stykke stof blev mere og mere krøllet og sammentrukket, og jeg var mildest talt ikke skide god til det. Og dén følelse har så holdt sig.

Lige indtil i går. Efter 7 timers broderi i godt, hyggeligt og inspirerende selskab med Sophie, Birthe, Karina og Rachel var den følelse forsvundet og erstattet af en glæde og forundring over, at jeg faktisk godt kunne finde ud af det dersens broderi-noget. Som i bagsting, fladsting, franske knuder og tungesting. Wheeeeee…..

IMG_2229

Efter en præsentationsrunde og en grundig introduktion gik alle i gang med en prøve. Målet med workshoppen var jo at få broderet på en cardigan – få pimpet en kedelig cardigan fra Saint Tropez eller H&M op – med tråd, evt. applikationer og evt. pailletter. Nogle nåede ret langt på cardiganerne, andre blev ved prøvekludene, som blev så flotte, at de sagtens kan applikeres på et eller andet senere hen, og andre – mig fik lige startet på cardiganen.

IMG_2238

Det var en stor oplevelse for mig at brodere. Jeg var overrasket over den næsten meditative tilstand, man kan komme i, og hvor kreativ en broderiproces er. Man laver jo små billeder. Når det sådan er frihånds-broderi. Man kan tegne med bagstingene, udfylde eks. med fladsting, kante med både bagsting og tungesting og så endelig pynte lidt med et par franske knuder. Eller ti.

IMG_2237

Jeg er endnu en gang henrykt og glad over de rammer, som Karen Marie formår at skabe i Rum 11. Hun har altid lavet en inspirerende udstilling af arbejder og bøger, har lavet et mindre kompendium til alle deltagere, som ligger klar, så man kan bruge tiden til at lytte og ikke behøver at notere. Jeg mødte op med de mindste forudsætninger, som man nok kan komme med. Det hele lykkedes for mig, og en ny verden åbnedes for mig.

Tak til Karen Marie for super instruktion og inspiration og lækker frokost og byens bedste boller (hæhæhæ), tak til de ovenfor nævnte damer for et virkelig hyggeligt og trygt selskab, og så lige en tak til Rachel for den bedste gulerodskage, jeg nogensinde har smagt.

Gør det, prøv det. Find din indre brodeuse frem…

Stich, stich, stich…

Dagen i dag har jeg været på broderi-workshop hos Karen Marie i Rum 11 på Vesterbro. Det har været noget af det mest opløftende. For jeg har fundet ud af, at jeg faktisk godt kan brodere. Fedest!

Det gjorde jeg så i 7 timer. Sammen med fire andre damer og Karen Marie som den allestedsnærværende og –hjælpende mentor og underviser.

Et par billeder og så lidt mere om dagen i morgen. Jeg er træt. Træt men meget, meget tilfreds.

IMG_2231

IMG_2233

IMG_2227

Applikations-på-notesbog-workshop

I forgårs var jeg til (endnu) en workshop hos Karen Marie. Det var en af slagsen med applikation som tema. På notesbøger, så det var et overskueligt projekt, som kunne nås på de fire timer. Det var nemlig en fyraftensworkshop fra 16-20.

Som altid var det frygtelig hyggeligt. Jeg havde været sammen med en af de andre deltagere, og det var virkelig et dejligt gensyn. Og det må være noget særligt; at man sætter fem-seks kvinder sammen i et lille rum, smider en inspirerende, dygtig og glad instruktør i, et godt oplæg og slipper legen fri. Den kreative leg vel at mærke. Så går snakken, idéerne slippes løs og sparres på bedste måde af en oplagt instruktør. Man kan ikke lige mærke, at lige for lidt siden var vi fremmede for hinanden, men i den kreative leg og produktion er der ikke nogen, som tænker på det.

Det er ret sjovt, ret opløftende og ret vanedannende. Prøv det!

IMG_0479

IMG_0485

IMG_0482

Jeg skal af sted igen. For jeg skal også lære at brodere. Som i frihånd. For at få pimpet mine kedelige cardiganer op.