Hovsa! Hvad var det lige…?

På min vej rundt i Blogland forleden, som var yderst tiltrængt pga. højt fravær den sidste uge eller mere, smuttede jeg forbi Stine Hoelgaard. Og så fangede mit øje to nye udgivelser fra hende og et par andre kreative damer, som var lige på vippen. Det sidste ved jeg, fordi jeg lige slog dem op på forlagets side.

Stor var min overraskelse så, da jeg så den ene dagen efter i Netto. Inden udgivelsesdagen ifl. forlagets side og til en lidt anden pris. Kr. 75,-. Que???? Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke forlagsverdenen. Men pyt. Jeg fik en lækker ny strikkebog med masser af inspiration til det efterår, som langsomt er begyndt at vise sig.

Hvis bare jeg havde mere tid. For lige i øjeblikket er jeg lidt træt. Ikke træt af mit arbejde, men træt pga. mit arbejde. Hvorfor kan du læse lige herovre.

IMG_4290

Frem fra gemmerne…

Nu, hvor min mor er i gang med den helt store oprydning i forbindelse med salget af hendes hjem gennem godt 45 år og mit barndomshjem, kommer mange ting frem, som har været gemt og glemt. Det er benhård oprydning, hvor min mor skal skille sig af med rigtig meget. Det går faktisk fint, men der må løbe mange tanker igennem hendes hoved i processen, og der er mange minder, som kommer frem, når tingene skal til smid ud, give videre eller beholde.

En af de ting, som har overlevet mange oprydninger, er noget, som jeg holdt meget af at kigge i igennem hele min barndom og ungdom. Min mors håndarbejdsmapper fra hendes seminarietid, hvor de studerende skulle lave undervisningsplaner for de klassetrin, hvor man havde håndarbejde. Déngang var det fra 2. til 7. klasse.

IMG_2278

Det er rørende, hvor udførligt de to mapper er lavet. Der er fine håndskrevne instruktioner og opskrifter efterfulgt af praktiske prøver naturligvis. Og de to mapper er noget, som aldrig skal smides ud eller gives væk. Ikke i min mors tid. Og heller ikke i min.

IMG_2279

IMG_2281

IMG_2277

IMG_2276

IMG_2280

Vendestrik forever?

Forhåbentlig ikke. Men når jeg prøver noget nyt, har jeg altid lyst til at udforske noget mere. Altså udover det første stykke gennemførte og fuldendte.

Så pigebamsen på matriklen har fået sig en tunika i vendestrik. Ud af min egen opskrift. Sådan med lidt tælleri og så’n. Den følger snart.

IMG_2206

IMG_2207

IMG_2174

Vendestrik

Endelig har jeg fået mit første vendestrikkestykke færdig. Det har nu været ret enkelt, når man først får knækket koden. Så går det derudaf. Man skal bare læse opskriften grundigt nok. Og lige dér sidder min achilleshæl. Jeg er en knaldperle til det. Så sammenstrikningen, som er blevet rigtig fin, sidder ikke lige midtfor bag på. Næ, den sidder sådan et par cm til den ene side. Men visse vasse. Det går nok, når musikken spiller. Jeg opdagede først fejlen (ved at tælle riller i det underste stykke i stedet for stykket under ærmegabet) da jeg havde rundt andet ærme. Og for mig var der ingen anden vej tilbage end fremad.

Toppen er strikket i en blanding af uld og bomuld fra Sandnes garn, på pinde 4 og i str. 7 år efter opskriften i Vendestrik af Hanne Meedom. Opskriften har jeg fulgt helt, selvom den var til pinde nr. 3 og i tyndere garn.

IMG_2021

IMG_2020

IMG_2022

Work, work, work…

Jeg har været et smut væk fra Djævleøen. Dét sker ikke særlig tit. Selvom Guderne skal vide, at jeg trænger til det. Det sker bare lissom ikke så ofte. Men jeg fik i sjette time bevilliget en adgangsbillet til en konference med overnatning og forplejning i særklasse. Nu er jeg vendt hjem; inspireret, fyldt op, begejstret og så parat til at udforske og sætte en masse i gang.

Det var en konference, som overordnet handlede om skolernes netbaserede platform og portaler. Så der var knap 600 it-vejledere fra landets folkeskoler samlet på ét sted. Som fik stedets netværk til at crashe. Adskillige gange. Fordi alle sad med enten en iPad eller en iPhone (eller andre smartphones og tablets). Og så var det, at jeg ligesom fik lidt tics. Og måtte finde mit strikketøj frem. Sådan hele tirsdag formiddag, bare fordi jeg trængte.

IMG_1772

Så jeg strikkede mig igennem en veloplagt Martin Hall, som underholdt i en hel klokketime uden noget nævneværdigt manus. Ham, som er prætentiøs og en samtidig en håbløs romantiker. Han provokerer liguster-Danmark og giver os en plade med Irma Victoria. Som bliver nomineret til en Grammy. Jeg skider på det. Han er fantastisk. Men der er mange meninger om Martin Hall. Og de er ikke alle positive.

IMG_1771

Tjek lige en af de mange videoer med ham og Irma Victoria ud. Her er en af dem….

https://www.youtube-nocookie.com/v/JqZpDK3VOiU?version=3&hl=da_DK

Udover alt det faglige kom Steffen Brandt også lige forbi med en ung lækkermås, som sang vidunderligt, mens han sørgede for at give masser af hans tekster om sprog og kærlighed, når den rammer allerdybest, krydret med lidt stand-up (mens han sad ned) og slet skjult selvironi. Guitaren ku’ han spille på. Mon ikke! Men så skal du lige smutte herover for at få en smagsprøve…

Frost og kulde

Da jeg forleden dag skulle ud og købe ind, kom jeg forbi statuen af en lille pige, som sidder ventende på en bænk. Hun har siddet der i al den tid, jeg kan huske. Men jeg lægger ikke mærke til hende mere. Det gjorde jeg så forleden. En venlig person havde nemlig givet hende et varmende sjal på.

IMG_1442

IMG_1443

To dage senere var hendes sjal væk igen. Ærgerligt. Jeg synes, at den slags påfund og strikkerier i det offentlige rum er forfriskende og underholdende og får os lige til at stoppe op.

Lidt mere Homemade workshop

Jeg var på Stine Hoelgaard Johansens hækleworkshop tirsdag aften. Jeg kunne lige så godt – og ville lige så gerne – have valgt de andre; frihåndsbroderi hos Karen Marie eller strik efter diagram hos Rachel Søgaard. Begge dele så mindst lige så interessante og inspirerende ud som vores hækle-del.

Hos Stine fik vi hver udleveret en pose med hæklenål (vi tre damer fra arbejds-nørkleklubben havde ellers bare for en sikkerheds skyld medbragt et par selv), garn og et par opskrifter. Stine var veloplagt og introducerede de forskellige opskrifter og viste en del modeller; puder, tørklæder, armbånd og andet.

IMG_1288

IMG_1296

Og så blev der bare hæklet. Jeg sprang ud i et tørklæde af bedstemorfirkanter hæklet kun på to sider. Vi fik også noget andet på plads; hvordan man hækler bedstemorfirkanterne sammen, og jeg hækler fastere end mine sidemakkere.

Hos Karen Marie blev der broderet knapper. Nogle virkelig flotte. Og store. Vi ville gerne have set, hvordan knappen blev samlet, men vi havde travlt. Flotte var de. Herunder er Karen Maries modeller. Mon ikke jeg skal på broderikursus hos hende?

IMG_1300

IMG_1301

IMG_1302

Hos Rachel var der en af vores kolleger, som glædeligt fortalte, at nu kunne hun strikke efter diagram. Og havde lært at strikke bobler. Hos Rachel blev der strikket pulsvarmere i flotte farver og mønstre.

God og inspirerende aften. Sådan en giver lyst til flere af slagsen.